Udgivet af Pernille Engelhart Krogh, man d. 10. maj 2021, kl. 11:32

4. søndag efter Påske, den 2. maj, fik vi denne hjertekuffert med hjem fra kirke 
– samlet og pakket af sognepræst Lise Nedergaard 

Kære Gud, hos dig er der ingen skiftende skygge. 
Alt træder frem i dit klare lys. 
Du ejer solens varme og lyser vores liv op. 
Vi beder dig: Fjern stumperne af granit, som aflejrer sig i vores hjerter, 
mistroens og egoismens skarpe splinter. 
De får os til at bløde og dø. 
Lad din Ånd blæse som en blid sommervind ind over os, 
så vores kroppe bliver levende og varme, 
og vi hører hinandens hjerter banke, 
du, Helligånd, som er fra evighed til evighed. Amen 

Salmer 
722, Nu blomstertiden kommer 
249, Hvad er det at møde 
291, Du, som går ud fra den levende Gud 
217, Min Jesus, lad mit hjerte få 

Gammeltestamentlig læsning, Ezekiel 36,26-28 
Jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud. I skal bo i det land, jeg gav jeres fædre; I skal være mit folk, og jeg vil være jeres Gud. 

Evangelium, Johannes 16,5-15 
Jesus sagde: Nu går jeg til ham, som har sendt mig, og ingen af jer spørger mig: Hvor går du hen? Men fordi jeg har talt sådan til jer, er jeres hjerte fyldt af sorg. Men jeg siger jer sandheden: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer. Og når han kommer, skal han overbevise verden om synd og om retfærdighed og om dom. Om synd: at de ikke tror på mig; om retfærdighed: at jeg går til Faderen, og I ser mig ikke længere; om dom: at denne verdens fyrste er dømt. 

Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden; for han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale, og hvad der kommer, skal han forkynde for jer. Han skal herliggøre mig, for han skal tage af mit og forkynde det for jer. Alt, hvad Faderen har, er mit; derfor sagde jeg, at han skal tage af mit og forkynde det for jer. 

Prædiken 
Evangelie- og prædikenteksterne mellem påske og pinse, når blomstertiden kommer, er alle sammen fra Johannesevangeliet. Og de er mildt sagt ikke for fastholdere, fundamentalister eller stædigt bibeltro! At læse eller høre og greje dem er lidt, som når man forsøger at holde fast i rindende vand med sine hænder: Det kan man ikke. Det vil ikke fastholdes! Det vil flyde – fortsætte – strømme med liv. Det et dét, det har i sig, og det kan ikke andet! Og på samme måde må vi lade evangeliets ord flyde. Risle ned over os og rundt os og ind i alle kroge og afkroge af vores liv: 

Ezekiels profeti om det ny hjerte og den ny ånd, som skal erstatte stenhjertet – om en Gud og et sted at være; Jesu egen forsikring om, at det var og er det bedste for disciplene – og for os og for verden – at han gik bort og ikke lod sig binde og fastholde af deres kærlighed og sorg dengang i Jerusalem. 

Nu er mange af livets adskillelser og afskeder vitterligt ikke ”det bedste”! De er tværtimod ”det værste”. Og de er ufattelige. Og alle forsøg på at formulere andet ville være udenomssnak og vrøvl – misforståede, forfejlede forsøg på at trøste. Når de adskillelser indfinder sig, er alt forandret, og nutid og fremtid tårner sig op – uoverskueligt, tungt og sort. Og der er ikke andet at give og tilbyde end nærvær og omsorg. 

Men nogle afskeder er faktisk nødvendige og også gode – også selvom de bedrøver os. Som de afskeder, der bliver markeret og fældet vemodige tårer over rundt omkring i denne weekend, hvor nogle få familier – trods corona – fejrer konfirmation. Her i Margrethe Sogn venter vi med dét til august. Men nogen steder sendes konfirmander i disse dage ud i det teenage- og ungdomsliv, der langsomt, men sikkert skal føre dem hjemmefra. De sendes afsted med tro og med håb og med kærlighed. Og afskeden med dem har sådan set været i gang længe: Fra da vi slap taget i cyklen – eller endnu før? – dengang den 5årige skulle lære at køre på to hjul. Det føltes som et svigt – han væltede jo! 

Og der stod man med sine bønner: Pas nu på ham. Giv ham en plads i verden og ikke mindst i andre menneskers hjerter og liv, giv ham gode venner og fællesskaber, der ser ham og vil ham, så han kan elske og trives og folde sig ud 

For forældrene – og også for børnene – er der smerte i afskeden. Og den varer sådan set ved resten af livet, og hvor gamle de børn så end bliver! Men vi ved, at den er helt nødvendig. Så vi bærer den så godt, vi kan. Og tåler den. Og giver, så godt vi kan, vores børn friheden til at leve deres egne liv og vokse og blive hele mennesker blandt andre. 

Jesu død og opstandelse og himmelfart væk fra denne verden var, hører vi i dag, sådan en nødvendig afsked: Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For først, da han gjorde dét, blev hans sag og mål gjort gældende for alle – overalt – og til hver en tid. Og ikke bare i en fjern afkrog af verden for et par tusind år siden. Nu er han overalt og hvor som helst. I slægt efter slægt, hvor ordet om ham flyder. 

Men han kan ikke leve livet for os! Dét skal vi selv. Og det vi selv – leve og mærke og lytte os frem. Han er ikke for fastholdere. Han vil ikke spændes for vores ideer. Han vil ikke skrive sine bud op på nye stentavler, så vi kan føle os stensikre og på fast grund, alle de gange vi falder for fristelsen til at dømme andre. Vi kan ikke stikke en mikrofon op i hovedet på ham og spørge, hvordan vi skal forholde os politisk. Vi kan ikke få ham til at tage vores parti. Eller til at dømme dem, vi er uenige med for den sags skyld. Vi er ladt tilbage, frie til selv at tage stilling og handle. 

Men vi har fået nogle pejlemærker! Og de vigtigste samler han selv op med nytolkninger af de begreber, som fastholdere altid har brugt til at stramme livet med og gøre sig til herrer over andre med: Nemlig synd, retfærdighed og dom. Synd, retfærdighed og dom. I dag han tager dem, ét for ét: 

Synd – det er ikke bare, at regler og love bliver brudt. Det er synd, når vi ikke tror på Jesus og ikke har tillid til, at det, han møder mennesker med, er fra Gud. Det er synd, når vi ikke har tillid til, at det eneste, vi skylder, er at gøre det, han har vist os, vi kan: At elske, at give og at tilgive. 

Retfærdighed – det er ikke retfærdighed, bare fordi noget går efter fortjeneste. Det er retfærdighed, det er den rette færd, når det går den vej, som Jesus gik – hen til dem, der enten 

var for fattige eller for fine til, at andre havde lyst til at være i deres nærhed. Hen til de andre – nedenom og hjem med alt sit eget for deres skyld, om det så skulle være! 

Og så det sidste: Dom – det er ikke noget, vi selvretfærdigt skal håbe på, eller frygtsomt grue for. Eller true andre med. Dét er for sent! Dommen er afsagt. Vi lever i lyset af den. Dommen er, at denne verdens fyrste er dømt – dødsdømt. Som vi skal synge det om lidt: af det hele som Gud har skabt, går kun fortabelsens æt fortabt. Fortabelsens æt … det vil sige Fanden og alt det i os og omkring os, der kommer fra ham. Dommen er afsagt. Og vi lever i den frihed, det har åbnet. Vi skal aldrig se os forskræmt tilbage over skulderen, men kan møde livet i tillid til, at Gud selv er med i det. 

Der blev ikke konfirmation her i kirken i går – det må vente til august. Og vi fejrer heller ikke barnedåb under sognets gudstjenester i denne tid – det må også stadig vente. Men vi mangler det. Og derfor skal I vide, at efter gudstjenesten i dag, er der en lille pige, der skal døbes. I dåbens vand og på evangeliets ord. I tillid til, at det vil risle ned over hende og rundt omkring og ind i alle kroge og afkroge af hendes liv. Rundt omkring og ind i alle kroge og afkroge af vores liv. 

Som Gasolin skrev for mere end 40 år siden: med 

det strejf af en dråbe som gir lov til at håbe på de ting som skal komme før end livet er omme 

Som et strejf af en dråbe... rindende vand. Sådan er evangeliets ord. Sådan er Guds kærlighed! – ren og nænsom og gavmild, utrættelig og ustyrlig … den inderste magt i verden. Den er ikke for fastholdere, men den er alligevel for mennesker, for os. Dét skulle vi mindes om, dén hjertekuffert skulle vi have med os hjem, denne første søndag morgen i maj, hvor det grønnes. Amen. 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen. 

Kategorier Prædiken