Udgivet søn d. 27. jun 2021, kl. 08:57

Tale til Sankt Hans, 23.6.2021, Margrethekirken

God aften og velkommen. Mit navn er Charlotte Rørth. Jeg er forfatter til fire bøger om tro og er journalist og bor lige her ovre på Ole Kjærs Vej- 

Tak, fordi jeg må være her. Tak, fordi I er her. 

Tænk, at vi kan være her sammen. 

Det er så vildt. Nærmest grænseoverskridende. 

Som om vi er blevet lukket ud af vores hi og står her i sommeren med missende øjne og undres over, hvordan hinanden ser ud. Måske kan vi næsten ikke kende hinanden uden mundbind. Måske ser vi også anderledes ud end før Corona. 

Lidt ældre er vi i hvert fald blevet. Nogle af os. 

En af mine mange nevøer har fødselsdag i dag, han bliver syv, det samme har en af mine mange små søskende, jeg har seks, hun bliver 46 og hedder Gro. Og det er vel et passende navn at have, når man er født i denne tid, hvor alt vokser – grønt og godt – og forandres foran vores øjne.

Vi ser det vokse.

Vi ser det ske. Fra spirer til blomster i alle farver, fra de spæde lyse bøgeblade til den mørke skov.

Vi ser tiden gå.   

Vi ser livet forsvinde, siger nogle endda og sukker her ved midsommer, at nu går det den gale vej. 

Gør det det? 

Nu bliver det mere mørkt for hver dag, det ved vi. Det kan ingen gøre noget ved. Allerede i dag er der mere end et minut mindre med dagslys, end der var i forgårs.

Gør det noget?

Jeg ved, at mange rammes af tristesse ved tanken om, at vi fra nu af får kortere aftener, og at der er et helt halvt år til, at det går den anden vej. Nogle bliver forstemt over, at mørket tager til, og længes fra nu af efter, at det igen vender, så det bliver lysere og lysere.

Jeg har det da også indimellem sådan selv.

De lange lyse aftener er noget af det fineste ved at bo her i landet. 

Det er svært at gå ind og komme i seng i ordentlig tid. Jeg bliver lidt, som da jeg var barn og vi kusiner, fætre og venner legede dåseskjul omkring min mormors sommerhus indtil vi ikke kunne se dåsen længere. 

Frihedsfølelsen var fuldstændig. Det kan den stadig være. Det er, som om tiden varer ved og ved, når sommerdagen ikke lukker ned. 

Det spinkle, blå lys bliver endda hængende over os hele natten. Når jeg vågner klokken to og ikke kan sove, kan jeg se ud over byen, se himlen over byen, se mørket, der ikke er der. 

Jeg kan se det hele. Det bliver ikke væk i mørket, og jeg behøver ikke selv tænde lys for at se mig omkring.

Man må da blive en smule poetisk, ikke?

Jeg elsker dem i hvert fald, de lyse nætter.

Men lyset er også krævende. Det kalder, ja, det forlanger nærmest, at man er vågen. Som barn ville jeg i hvert fald nødig i seng. Men man skal sove, skændte min mormor, og trak os ind til tandbørstning – ikke ved at hive os i fletningerne, men det var tæt på. 

I dag ved jeg jo, at hun har ret.

Vi skal hvile.

Vi skal hvile. 

Vi skal have kræfter til næste morgen, som min mormor belærte mig om, men det er ikke det eneste. Nu ved jeg, at mørket kan give meget mere end det. 

Mørket er ikke kun til, for at vi skal være friske til lyset. Det bliver ikke kun mørkt, for at det kan blive lyst. 

Vi ved det vel godt?

Det lyder tosset at sige det, det kan jeg godt høre, men det er nødvendigt, synes jeg, for tit taler vi her i midsommertiden om lyset som det, alt drejer sig om. Som det eneste ene. Som det, der giver liv. Det, der sørger for alt godt. For os og alt levende.

Det er bare ikke helt sådan, det er.

Vi har brug for mørket, fordi det er mørket. Ikke fordi det ikke er lys.

Svenske Tomas Sjödin har skrevet en hel bog om det, ”Det sker, når du hviler” hedder den og handler kort sagt om det, vi alle sammen erfarer, når vi gør som min mormor gjorde – tager os en morfar.

Selv er jeg ikke så god til en lur midt på dagen, som ellers er den rutine, de fleste af vores bedsteforældre har levet deres arbejdsliv med – også dem, der såede korn i den mørke muld for at det skulle spire op i lyset.

Den lille hvile tager jeg på andre tider af dagen, men desværre kommer jeg ofte i tanke om det for sent, når mit hoved er brændt sammen og utilstrækkelighedsfølelsen har taget over. 

Så bliver jeg trist og utilfreds med mig selv. Mørk indeni. Fordi jeg ikke huskede på mørkets værdi.

Også mine tanker skal hvile for ikke at trættes.

Vi ved det godt.

Vi skal være i mørket, inden vi kan være i lyset.

Som dagens fødselar, Johannes, der som alle os andre var i sin mors liv i ni måneder. Første gang han inde fra det mørke sparkede løs var, da hans fætters mor kom på besøg. Maria hed hun og var rendt op til Elisabeth på bjerget, fordi hun havde fundet ud af, at hun var gravid – med Jesus.

I min nyeste bog, ”Med rank ryg”, skriver jeg om, hvordan jeg ser de to for mig i køkkenet med jordgulvet. Det er altid der, jeg ser dem. 

Den unge Maria stakåndet, fordi hun havde gået langt. Elisabeth roligt hvilende i sig selv, som kun gravide kan gøre det, stående i eftermiddagssolen ved vinduesåbningen med udsigt over det støvede bjerglandskab, let svajrygget, hånden på hoften.

Elisabeth var overstadig af glæde, da hun hilste sin veninde med ordene: „Velsignet er du blandt kvinder, og velsignet er dit livs frugt,“ som der står i Lukasevangeliets første kapitel. Maria blev også højstemt og måtte ty til ord, hun kendte fra Det Gamle Testamente for at udtrykke sin bevægelse.

Det er det eneste tidspunkt, der står noget i Bibelen om, at Maria overvejede sin egen rolle. Det gjorde hun ved at fortælle Elisabeth og os: „Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser!“ 

Det er ikke overraskende, men det er det næste, hun sagde: „Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig.“

Måske burde alle gravide lære af hende?

Det er at få „gjort store ting“ mod et menneske, at det kan bære et liv i sig. 

At det kan have et lille menneske inde i mørket inde i sig. 

Vi har mørket i os. Vi begynder i mørket.

I dag fejrer vi Johannes fødselsdag. Han er et halvt år ældre end Jesus og taler hele sit liv om, at han bereder vejen. At det ikke er ham, der er lyset, men at han kommer senere.

Jesus kaldes lyset. Han fødes, når det bliver lysere dag for dag – ved midvinter.

Om Johannes og Jesus er født på de dage, der passer præcis med de dage, lys og mørke vender, er selvfølgelig ikke tilfældigt. Om det er sket sådan eller ej, er til gengæld ikke afgørende for, om den historie har betydning for os i dag. 

Den har betydning, fordi så mange har troet på den og formet et sæt værdier og en kultur efter den. En kultur, som også de, der ikke er troende, lever og er opdraget i. 

Men måske er det omvendt? 

Måske er historien fortalt på alle de måder, den kan fortælles på, fordi den er sand, og den har holdt sig levende, fordi det er sådan, det er? 

Vi går fra lys til mørke, fra mørke til lys, igen og igen, vi skal have begge dele i vores liv og skal lære at fatte det, om vi så fortæller det til hinanden med stenrækker, templer eller drengebørn fra Bethlehem.

Hver dag går vi fra lys til mørke og retur. 

Jeg går den tur mange gange mange dage og nætter. Jeg vender og går den ene eller anden vej. Jeg går – som tiden – det meste af tiden og er derfor tit lige der, hvor skiftet sker, der hvor Johannes og Jesus er. 

Johannes står, hvor vi begynder at trække os ind i mørket, Jesus, hvor vi begynder at puste os ud i lyset. Som en vejrtrækning.

Hvis vi kun vil lyset, får vi jo aldrig trukket vejret ind. Så får vi aldrig ro til at spire, så vi kan vokse.

Men ikke kun det, vi kommer til at mangle en stor del af livet.

Vi misser ud, som det hedder, på måske op mod 50 procent af vores levetid. Og hvad mon, der er inde i det mørke? Der er vel noget andet end i lyset? 

Mørket kan være så mørkt, at man ikke kan se noget, men ofte bliver det langsomt mørkere, så man kan vænne sig til det og undersøge det undervejs. Som vi gør det helt konkret i de kommende måneder sammen med Johannes, der fødes i dag.

En anden Johannes har hjulpet mig meget med mørket. Det er Johannes af Korset. En lille munk kun 135 centimeter høj, der levede i Spanien for 500 år siden og døde i Úbeda, den by, hvor jeg for snart 12 og et halvt år siden havde et syn med Jesus – som jeg har skrevet min første bog om. ”Jeg mødte Jesus” hed den og handlede blandt andet om de 20 minutter, hvor han stod som et hologram foran mig i naturlig størrelse og talte til mig. 

Det var vildt. Og lyst.

Han stod på en grussti i nærheden af Geneserat sø i stærkt solskin midt på dagen – der var ingen skygger bag ham eller dem, han fulgtes med. 

Det var lyst, ja, og det har forandret mit liv, men livet er ikke kun lyst, der er meget mørke. Det skal vi lære at leve i og med. Jager vi kun lyset, kan vi aldrig lære det og vil altid føle os forkerte og udenfor.

Det er her jo, det mørke. Det er jo lige her. 

Vi har bisat mine svigerforældre her inde fra kirken, lige derovre ligger de begravet. Det samme gør vores yngste søn. 

Det er da mørkt.

Det er da et helvede at miste et barn.

Nej, helvede er ikke et sted med brand og blus og ild og bål som i aften.

Helvede er det daglige mørke af smerte, sorg, skyld, skam og savn. Det er virkelighed. En virkelighed for mange af os. En virkelighed, jeg ikke kan lære at leve i, hvis jeg kun synes, det er værd at leve i lyset. 

Her kommer den anden Johannes mig til hjælp, ham, jeg nævnte før, som døde nede i Úbeda.

Han var munk, men er også af nogen anset for at være alle tiders bedste spanske digter. Han har sat ord på mørket, så jeg kan være i det. Så det bliver et rum, jeg kan bevæge mig rundt i og ikke en afgrund, jeg styrter ned i. Han gør mig tryg i mørket.

Det betyder ikke, at det ikke er mørkt. 

Det betyder ikke, at jeg ikke er ked af det – det er jeg – som ind i Helvede. Men han hjælper mig til at have det, som jeg har det. 

Mørket forsvinder ikke af, at jeg lukker øjnene for det. Tværtimod. Så forbliver det skræmmende.

Johannes af Korset sad fængslet i ni år i et kloster, fordi de andre munke var imod, at han syntes, munke skulle leve, som Jesus gjorde og som de fattige, de skulle hjælpe. Los descalzados, dem uden sko, blev han og hans følgere kaldt. 

De gik barfodede. De mærkede jorden, dag og nat, kulde og varme, det gode med det onde, de mærkede livet hele tiden og deres fødder måtte finde sig i at have det, som de havde det.

Johannes skrev, da han var fængslet og sad det meste af tiden i mørke. Han skrev om ”denne lykkelige nat”, hvor han intet så, og det ”eneste som ledte mig, var det lys der brændte i mit hjerte.”

”Det lys ledte mig

Sikrere end middagstimes lys

Til det sted hvor han ventede mig

Ham som jeg kendte så godt

Og hvor ingen andre var til stede.”

Nuvel, det kan være svært at forstå med mit hoved, men jeg kan mærke, hvad han mener, når jeg læser det og hører det. Lyset inde i hjertet er jo ikke et lysende lys, tænker jeg, så det leder ikke ligesom en mand med en lommelygte. Det er noget, der er inde i mig. 

Altid. Selv når det er allermørkest. 

Et sted, som jeg kan finde hen til, hvor der er trygt, hvor der er en, der venter mig. Ham, jeg kendte så godt, som Johannes skriver. For mig er det Jesus, som er der, men jeg er også meget konkret tænkende. Andre har det anderledes. 

Jeg kan finde derhen og sidde sammen med ham, hvis jeg bevæger mig i mørket, men ikke, hvis jeg stiller mig stivfrossent med sammenknebne øjne – af angst eller uvilje.

Det kræver ikke mod at bevæge sig i mørket, vil jeg sige, men det kræver tillid. Tillid til, at natten er ok.  Det er ok, at det er mørkt. Det skal faktisk til. Det er til. Mørket. Man kan ikke få det til at gå væk. Man kan derimod gå rundt i det. Være i det. Bevæge sig.

Jeg er meget i mørket. Jeg er meget ked af det. Det siger sig selv.

Det er anstrengende at have så stærke følelser i sit liv, som man får af sorg, især når man som min mand og jeg insisterer på også at have det godt. 

Så indimellem er jeg meget træt af at være så træt, som jeg er. Men jeg ved, det er sådan. Der er både nat og dag i mit liv. I alles.

Jeg tror, jeg ville være mere træt, hvis jeg kæmpede imod at have det, som jeg har det. Hvis jeg kæmpede imod mørket. Så skulle jeg bruge kræfterne på at kæmpe imod naturens orden, døgnets rytme, årets rytme. Den vi fejrer i dag.

De er jo skiftene, vi fejrer. Til jul og i dag. En markering af, vi har både lys og mørke i os, og hver eneste døgn er fordelingen forskellig. Lyset og mørket forandrer sig. Det er i bevægelse. 

Det skal vi også være, tror jeg. Jeg tror, vi skal følges med lyset og med mørket. 

Vi går mod mørket, siger vi. Måske skulle vi hellere sige, at vi går med mørket. Det, tror jeg, jeg vil gøre.

Jeg vil gå med mørket. Og jeg vil vide, at jeg ikke er alene derinde.

Tak, fordi I lyttede med. 

Kategorier Forside